logo

prik
   
prik
matilde1

 

Kakaomælk giver store muskler

Glem alt om anabolske steroider og tag i stedet et stort glas kakaomælk lige efter træning.

Sådan lyder rådet til styrketrænende danskere, der ønsker sig så store muskler som muligt.Rådet kommer i forbindelse med et forsøgsprojekt på Idrætsmedicinsk Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital, hvor to grupper ældre mænd har lavet intensiv styrketræning tre gange om ugen i tre måneder. Den ene gruppe fik et proteintilskud, der indeholdt blandt andet skummetmælkspulver og sukker, så snart de havde sluppet fitness-redskaberne og den anden gruppe fik deres tilskud to timer efter. Tilskuddets blanding svarede i begge tilfælde nøje til indholdet i en kakaoskummetmælk.

Gruppen af mænd, der fik deres tilskud lige efter træningen, havde en generel muskelvækst på syv procent og så man på de enkelte muskelfibre, var væksten helt oppe på 20 procent. Musklerne var til gengæld ikke vokset synligt hos de mænd, der først fik deres proteintilskud flere timer efter træningen.

Selvom forsøget omfattede ældre mennesker er det meget sandsynligt, at et hurtigt proteintilskud efter styrketræning vil have gavnlig indflydelse på muskelvæksten hos alle aldersgrupper.

Kilder: Berlingske 7. juni 2003 kl. 12:38

   
matilde2

 

Kakaomælk øger muskelvævet

Kombinationen af styrketræning og et proteintilskud lige efter træningsindsatsen er en god idé, hvis man gerne vil have større muskler. En kakaoskummetmælk lige efter styrketræning gavner muskelvævet. Det viser forsøg på Idrætsmedicinsk Forskningsenhed.

Et glas kakaomælk gavner muskelvævet, hvis det indtages lige efter styrketræning. Det viser et forsøgsprojekt på Idrætsmedicinsk Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital, hvor to grupper ældre mænd er blevet undersøgt.

Mændene udførte alle intensiv styrketræning tre gange om ugen i tre måneder. Men mens den ene gruppe fik et proteintilskud bestående af skummetmælkspulver og sukker lige efter fitness-træningen, så fik den anden gruppe først tilskuddet to timer efter strabadserne. En undersøgelse af deltagerne muskelvæv afslørede stor forskel på, hvordan tilskuddet har virket, forklarer forskeren bag undersøgelsen, cand. scient. Birgitte Esmarck.

- Der var markante forskelle mellem de to grupper. Begge grupper blev stærkere, når man brugte de gængse styrkemål, men når man så lavede en skanning og kiggede på musklerne og de enkelte muskelfibre, var der stor forskel, siger Birgitte Esmarck ifølge Politiken. Hun forklarer, at gruppen af mænd, der fik deres tilskud lige efter træningen, havde en generel muskelvækst på 7 procent, mens musklerne ikke var vokset synderligt hos mændene i den anden gruppe. Ifølge Birgitte Esmarck er der ikke noget der tyder på, at tendensen kun gælder for ældre mennesker.

- Processen er efter al sandsynlighed den samme. Der er ikke noget fysiologisk, der taler for, at ældre skulle reagere anderledes end yngre på det her område, siger Birgitte Esmarck.

Kilder: Politiken, RB (8.6.03) 1. sektion, s. 2; BT, RB (8.6.03) s. 10.

   
matilde3

 

   
matilde4

 

prik
  Webmaster: Ulrik Ralfkiær, Billeder: Ian Baden, Anders Moustgaard og Søren Madsen  
prik